Dette spejderår har været anderledes selvfølgelig pga Covid-19, som er gaven, der bliver ved med at give. Ledere og spejderne har udvist stor opfindsomhed, omstillingsparathed og har trods skiftende restriktioner formået at holde spejderarbejdet i gang og har på samme tid også fået en ny gren FamilieSpejd op at stå. Det synes jeg, alle kan være tilfredse med og stolte over. Bortset fra nedlukningen 12.03-27.04.2020, som jo faktisk trådte i kraft omkring 3 uger efter forrige grupperådsmøde, har vi haft åbent for en så mange spejdere som det har være muligt frem til jul – og nu ser det ud til, at vi igen kan lukke lidt op for det udendørs spejderi. Det er meget glædeligt.
Bestyrelsens arbejde har for en stor del bestået i sammen med lederne at forholde os til nye retningslinjer for forsamlingsstørrelser, afstandskrav og håndspritbeholdningen. Derudover har vi bevilget penge til lidt forskelligt udstyr herunder en ny græsslåmaskine til fortet. Derudover er vores kanoer blevet flydeprøvet og er klar til mange flere sejlture og udlån til medlemmer.
Vi har kæmpet lidt med vand i kælderen, men lige nu ser det ud som, om at Thomas har fået lokaliseret problemet til nogle tilstoppede brønde, så vi forventer en forbedring der.
Der har været afholdt bygningssyn på Fortet, hvor Thomas deltog – og der var ingen anmærkninger. Derudover pågår der i øjeblikket fra kommunens side en analyse af brugen af spejderhuse, som vi følger interesseret med i.
Årets juletræsslag lykkedes det også at få afholdt trods restriktioner og mange henvendelser til kommune med mere – og det blev en rigtig fin forretning. Der var en rigtig stor opbakning fra forældre i forhold til at få bemandet udsalget. Det var rigtig dejligt at opleve. Det skal I have tak for.
Jeg går af som formand ved dette valg – og håber, der sidder én herved skærmen, der kunne tænke sig af overtage formandsposten – mon ikke 2021 bliver et lidt sjovere år?